Den store omvæltning

I 2006 startede jeg på uddannelsen til anlægsgartner på Selandia i Slagelse. Det gik rigtig godt. Jeg manglede ca. 2 måneder af mit grundforløb på skolen, da jeg begynder at få nogle voldsomme smerter i ryggen. Så slemme at jeg ikke kan gå, og må sygemelde mig for nogle dage.
Jeg tager kontakt til min læge, som sender mig videre til scanning på Ringsted sygehus.
Mens jeg venter svar på scnningerne, fortsætter jeg på skolen.
3 uger efter er der svar på scanningerne fra Ringsted. De viser at jeg har Scheurmann Syndrome, hvilket betyder at jeg er født med en skæv rygsøjle. Sygdommen er ret almindelig og ses hos ca. 4% af Danmarks befolkning.
Lige netop den besked betyder at lægen vælger at fortælle at jeg ikke længere kan fortsætte det fag jeg er i gang med. Jeg skal simpelthen ud og finde et fag hvor jeg kan sidde på kontor og ikke overbelaste min ryg, ellers vil jeg ende som invalidepensionist inden jeg er 30 år.

Da jeg kommer hjem, meddeler jeg skolen at jeg stopper med uddannelsen til anlægsgartner, men at jeg gerne vil i erhvervsklassen (en klasse for dem der ikke ved hvilken uddannelse de vil på, hvor man får undervisning i dansk, matematik og andre grundfag). I december 2006 finder jeg ud af at jeg gerne vil på HG (Handelsskolernes Grunduddannelse). Jeg starter på HG i januar 2007.

På HG havde jeg fundet ud af hvad jeg ville. Jeg havde fundet præcist det jeg skulle leve af. Jeg nød tanken om at skulle sidde på kontor på en kommune og lave administrativt arbejde. Skolen gik sin gang, og jeg fik forbedret mine karakter halvår efter halvår. Jeg havde det rigtig godt på skolen. Begyndte at få gode venner, mødtes med folk efter skole. Ja, jeg havde det socialt rigtig godt.

Men jeg kunne mærke jeg så underligt blev dårligere og dårligere. Jeg begyndte at græde når jeg kom hjem fra skole, helt uden at vide hvorfor. Jeg vil ikke vise på skolen at jeg ikke havde det så godt. Jeg skabte en facade på skolen. Ingen mærkede at jeg havde det elendigt når jeg kom hjem, ej heller min familie mærkede at jeg havde det skidt.

Pludselig gik det faktisk op for mig, at jeg måske blev blind. Den tanke gjorde rigtig ondt, og det havde jeg rigtig svært ved at takle.  Jeg begyndte at få det rigtig svært. Det begyndte ved at jeg havde svært ved at takle undervisningen på HG, havde nogle kraftige vredesudbrud når jeg havde svært ved at forstå folk, og begyndte at holde mig meget for mig selv. Samtidig begyndte jeg at drikke rigtig meget, også i hverdagene.

En dag brød jeg sammen midt i en time og talte med min kontaktlærer, jeg fortalte hvordan jeg havde det og hun bad mig gå ned til rektor, hvor jeg fik en snak. Herefter hjalp HG mig med at jeg kom til akut krisepsykolog. Dette skete i slutningen af 2008.

Psykologen sagde dengang at jeg skulle begynde på antidepressiv medicin, før vi kunne fortsætte behandlingen. Endnu engang synes jeg at verden var et rigtig svært sted at leve. Jeg havde svoret at jeg aldrig skulle på antidepressiv medicin, for den medicin var jo kun for svage mennesker, og pludselig var jeg en af dem. Jeg begyndte herefter på medicin. Den dosis jeg fik var ikke nok, og blev adskillige gange sat op i dosis, indtil jeg til sidst kom op på den højeste dosis jeg måtte være på, samtidig fik jeg at vide at jeg skulle være på medicinen for altid, da den psykiater jeg netop var begyndt hos, fortalte at jeg var kronisk depressiv.

“Den der ikke tør vælge
Ad hvilken vej han vil gå
Ender som sten i den trappe
De stærke vil træde på

Men tør du vælge
Trods vished som nederlag
Ved du andre vil følge
Så svage bliver stærke en dag”

Et smukt og tilsigende digt jeg fik af en rigtig god veninde på HG.

Jeg fik i alt 10 behandlinger hos psykologen, af HG.
Da vi var ved at nærme os de sidste seancer, fortalte psykologen at jeg havde bedst af at stoppe min uddannelse (på det tidspunkt havde jeg 4 måneder tilbage af HG ud af de 2 år jeg skulle gå der). Jeg tænkte meget over det, og vil tale med familie, psykiater og skolen omkring beskeden fra psykologen.
Både skole og psykiater støttede op om psykologens beslutning, og de var klar til at jeg skulle gå hjemme og arbejde med mig selv.

Jeg tænkte meget over hvad jeg skulle, mens jeg passede min skole. Jeg blev enig med mig selv om at jeg måtte fortsætte på skolen. Jeg måtte simpelthen udskyde depressionen. Jeg kunne ikke klare hvis jeg endnu en gang måtte stoppe en drømmeuddannelse. Bare det at jeg måtte opgive at blive anlægsgartner var hårdt, så jeg kunne ikke også opgive denne drøm.
Det endte med at jeg i januar 2009 fik hue på og fik 10 i den sidste eksamen. Jeg var så stolt af at jeg fortsatte, men det var også rigtig hårdt. Derefter tog jeg så en længerevarende pause i samarbejde med psykiater og kommune. I dag er jeg stadig glad for at jeg tog den beslutning jeg gjorde.

Jeg vil her til sidst fortælle at det ikke udelukkende var på grund af “Usher” at jeg kom i en depression. Der var rigtig mange ting der spillede ind.

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s