Siden sidst

Hej alle

Ja det er efterhånden en del tid siden jeg sidst skrev et indlæg. Faktisk er det over 2 måneder siden.
Der har været ufattelig mange ting at se til på det seneste.

Nu er sommerferien overstået hvor jeg oplevede forskellige ting. Vi fik i FDDB Ungdom overstået en utrolig vellykket Nordisk Ungdoms Lejr, hvor vi mødte en masse spændende og interessante døvblinde fra hele Norden. Det er bestemt en oplevelse jeg ikke vil have været foruden. Vi oplevede både oplæg af forskellige personer fra FDDB, var i Djurs Sommerland, endagstur til København hvor vi var inde og se det nye Handicaphus, rundvisning på Amalienborg og til sidst en shoppingtur på Fisketorvet ved Hovedbanegården, socialt samvær og en masse andre spændende ting. Ugen var som sagt vellykket og vi fik i Danmark stor ros for et godt planlagt arrangement. Men tro mig. Jeg var meget træt da jeg kom hjem igen efter en intens uge, heldigvis havde jeg en uges ferie mere, som udelukkende var ren afslapning.

Derudover var jeg også i zoologisk have med en veninde. Jeg havde længe tænkt at jeg skulle nå derind, inden mit syn blev så nedsat at jeg ikke kunne have nogen oplevelse derinde. Desværre var det allerede lidt for sent. Jo jeg fik da en oplevelse ud af det. Men det gik virkelig op for mig hvor dårligt jeg ser. Både det at jeg tit gik ind i andre men også at jeg ikke kunne se grundet det utroligt skarpe lys (dyrene holdte sig for det meste i skyggen, så kunne heller ikke se dem der). Men alt i alt havde jeg en rigtig hyggelig dag med min veninde, og er glad for at jeg kom derind igen. Næste gang vil jeg nok overveje om jeg vil tage med.

Igennem sommeren har jeg også afprøvet forskellige høreapparater. Endnu har jeg ikke fundet nogle som der passer til mig, så jeg bruger fortsat de apparater jeg fik for 5 års tid siden. Jeg håber jeg snart finder en løsning, men jeg er samtidig også blevet ufatteligt glad for de gamle apparater, for pludselig finder jeg ud af hvor meget de faktisk hjælper mig i forhold til nye apparater man kan tilbyde mig.

Arbejdspladsen som jeg arbejder på, havde 20 års jubilæum tilbage i maj måned. Vi var blevet gjort opmærksom på at Telehandelshuset skulle gennemgå en rebranding, da der på de 20 år virksomheden har eksisteret er sket ufatteligt mange ting i verdenen. Derfor blev der ved en reception fredag den 21. august offentliggjort for virksomhedens nye navn og logo. I dag hedder virksomheden “All Ears Telemarketing”. Jeg synes det er et rigtig fint navn samt logo der er kommet. Både fordi at Telehandelshuset er rigtigt svært at udtale i udlandet men også fordi All Ears TM er en virksomhed som hele verdenen faktisk kigger på. Måden virksomheden er bygget op på samt at man primært beskæftiger svagtseende og blinde er noget mange mennesker i verdenen ser på som stor inspiration. Det nye logo ligner et hjerte. Hvis man tager fingrene op til starten af øret og følger øreflippen rundt, har det facon som et halvt hjerte. Hvis man så vender de to øreflipper mod hinanden bliver det til et hjerte. Ret smart tænkt.

Jeg vil også lige fortælle jer at jeg ikke længere er fast klummeskriver på RP Nyt. Der har været misforståelser om hvad klummen skal indeholde. RP Nyt er selvfølgelig for folk der har RP. Men når man som jeg er funktionel døvblind kan jeg ikke skelne mellem hvad der rent faktisk skyldes udfordringer i form af mit synshandicap eller min hørenedsættelse. Derfor giver det ikke længere mening at det er mig der skriver i en fast klumme i RP Nyt.

I slutningen af august fik jeg resultatet på den genetiske udredning som min mor og jeg har været igennem. Udelukkende for at se om min mor var bære af Usher (hvilket hun egentlig skal være, før jeg kunne have Usher). Resultatet viste at min mor er bære og ud fra det må vi også formode at min far var bære af sygdommen, således at jeg fik den. Udover det har man ud fra DNAet fundet ud af at jeg har Usher 2a. Jeg har hele tiden vidst jeg havde Usher 2. Men nu kan det også kategoriseres i a, b og c. Det jeg har læst er at a er mere aggressiv end de to andre. Hvilket jo nok også skyldes at mit syn allerede nu er så dårligt som det er. Det er faktisk rart for mig at have den besked, for så ved jeg hvad det er jeg går imod i min fremtid.

Jeg fik en henvendelse fra sekretariatet i FDDB. De havde fået en henvendelse fra Døvefilm som var interesseret i at interviewe en døvblind om hvordan personen oplever tilgængeligheden i Danmark med den offentlige transport. Døvefilm laver en temadag den 24. oktober omkring tilgængelighed for døve. Deri kommer så også to indslag fra to medlemmer i FDDB. Den ene er Birgit Larsen (siddende i Hovedbestyrelsen i FDDB) samt mig. Jeg blev spurgt om jeg vil stille op, og det vil jeg rigtig gerne. Så filmholdet var hos mig i går og fulgte min vej til mit arbejde i Høje Taastrup. Både hjemmefra hvor jeg skal med bus samt når jeg skal videre med toget fra Holbæk station. Det var fedt at prøve igen. Jeg er glad for jeg kan være med til at sprede budskabet omkring tilgængeligheden for døvblinde ikke er helt i top i Danmark endnu. Der er en del der kan forberedes, så jeg håber selvfølgelig at der bliver gjort noget hurtigst muligt.

I FDDB Ungdom har vi siden sommerferien været på Bakken. Vi mødtes på Hovedbanegården og fulgtes til Klampenborg hvor vi fik en tur i hestevogn og landede ved Bakken. Derefter mødtes vi til frokost på en hyggelig cafe og derefter var der fri leg. Jeg valgte sammen med nogle af de andre medlemmer at gå op og se Korsbæk. Det var rigtig godt og fint lavet, og bestemt et besøg værd. Jeg havde ikke min kontaktperson med, da hun desværre ikke kunne denne dag, men jeg havde istedet inviteret min veninde som havde sagt ja til at hjælpe mig. Det er jeg rigtig glad for. Både så hun kan se hvad jeg også bruger min fritid på og hvad jeg egentlig laver i FDDB Ungdom men også fordi der nærmest var proppet med mennesker på denne skønne solrige og varme dag. Jeg havde ikke klaret dagen uden min venindes hjælp. Denne dag kom en der for 10 år siden havde været meget aktiv i FDDB Ungdom men som har holdt en pause og 3 helt nye ansigter. Det er virkelig en fantastisk følelse at vi nu næsten altid er 15 eller derover af medlemmer.

Nu er vi i Ungdomsudvalget i fuld gang med at planlægge næste års aktiviteter samt de resterende for i år. I år har vi 31. oktober samt julefrokosten tilbage. Næste år bliver der rigtig meget fokus på hvordan vi klarer os når vi flytter hjemmefra, skal vælge uddannelse, pårørende dag, hvilke krav du har i forbindelse med handicap og en masse træning i mobility, haptisk kommunikation. Det er helt sikkert det også bliver en succes næste år. Nu er vi helt oppe på 40 unge i alderen 15-35 år i FDDB. Det er vildt fedt.

Jeg vil ønske jer alle en fantastisk sensommer og husk alle at passe på jer selv.

Reklamer
Standard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s